❤️ Click here: Gratis-sexnoveller da jeg var fyldt 23 spejder
Han havde over 50 hakker i sin stok. Som jeg før har fortalt, kom vi ofte hos OE på Vissinggaard ved gammel Ry.
Spejderarbejdet giver unikke muligheder og rummer mange mennesker. Endda en nøgen af slagsen.
- Geografisk var vi placeret i Bjerreherred - Nebsager sogn. Et stort langt sprøjt af sperm blev skudt ud af spidsen af pikken, og jeg hørte en højlydt stønnen fra ham.
Spejder- og Gildeliv Troppen hed 1. Hornsyld Trop, den blev jeg medlem af i 1948. Da troppen ikke havde en ulveunge flok, blev vi optaget som spejder i en alder af 10 år. Det Danske Spejderkops - dengang de gule spejdere. Horsens kolonne, Ejer bavnehøj Division. Geografisk var vi placeret i Bjerreherred - Nebsager sogn. Nærmere på halvøen mellem Horsens- og Vejle fjord. Kendt som de stærke Jyders land. Troppen havde slet ikke tropslokaler i byen Hornsyld, men i nabobyen Bråskov Den lå i købmand Ydings gamle købmandsgård. Både Bråskov og Hornsyld var 2 små stationsbyer, kun et par kilometer fra hinanden, på den private jernbanestrækning mellem Horsens og Juelsminde. Banen blev nedlagt i 1957. Bråskov kendt for et drengehjem, en stats opdragelses anstalt, i dag en efterskole. Hornsyld var en landsby med ca. Hospitalet blev nedlagt som sygehus i 1985. Bygningerne blev derefter brugt som plejehjem. Sygehuset, der blev landskendt næsten verdensberømt i 1936 , da der blev født firlinger på hospitalet. Jeg blev født samme sted, -samme stue med samme sygeplejerske godt et år efter. Sygeplejersken der tog i mod firlingerne fra Breth, - en lille landsby ved Juelsminde, blev dybt religiøs efter fødslen, da hun mente, at det var et kald fra gud,- en guds gave til hende, at udfører den opgaven at tage i mod firlingerne. Firlingefødsler er dog ret almindelig i Danmark, siden 1850, hvor man begyndte at registrere fødsler, er der født godt 35 par firlinger. Senest i 1998 blev der dette år født 3 par, altså 12 børn af 3 par danske forældre. Hvorfor firlingerne fra Breth fik så meget omtale i pressen og i de kulørte blade, det ved jeg ikke, men de var populære i pressen. De var spejdere i DDS i Juelsminde, og adskillige er de divisions turneringer, hvor sammen har deltaget. Helt op til sidst i halvfjerdserne scannede man ikke vordende kvinder. Man kunne derfor ikke lægeligt bedømme, om en kvinde skulle have mere end et barn, det var dengang man kunne tegne en tvilling forsikring, så man kunne gardere sig økonomisk. Så det at der kom 4 børn, 1 pige og 3 drenge var en stor overraskelse for familien, samt det at de alle var i live ved fødslen. Georgs Gilde broder, men ofte også en udtalelse fra en person, der har drevet det langt, og som mener, at det at have været spejder er en del af skylden, og en kvalifikation i sig selv. Rigtigt er det, at vi som spejdere lærte at arbejde i grupper, og at værdsætte folks forskelligheder, at være en god kammerat, en man kunne stole på, at være hjælpsom og tolerant, at udvise æres- og fællesskabs følelser, at udvise holdånd. Begreber som alle indgår i spejder opdragelsen, samt i deres love og løfte. Egenskaber som en arbejdsgiver, hvad enten det er et privat- eller et offentligt firma, ønsker at deres medarbejder besidder. Det geniale ved Baden- Powlls ide, var vel opbygningen af et bandesystem i opdragelsens tjeneste, hvor man gør unge menneskers eventyrlyst til drivkraften i deres egen dygtiggørelse, og til gode borgere. En organisation som jeg selv var en del af, først som almindelig spejder senere som patruljefører, tropsfører og en ganske kort periode som divisionsassistent. Jeg tror, at tiden hvor vi var spejdere, har præget os i en positiv retning, dog oplever jeg engang imellem, at der er sat navn på personer, der har været spejdere i deres ungdom, hvis tankegang, og ekstreme menneske syn, jeg på ingen måde deler. Hornsyld Trop dækkede et stort område, den gik helt ned til Vejlefjord, til landsbyerne Stouby, Hyrup, Gammelby , Belle, Hostrup og Hornum, så vi boede i det sydligst området ved Vejlefjord. Her startede min spejder tid i en landsby Stouby. Vores tropsleder var komi hos købmand Yding, familie til købmanden fra Bråskov. Man startede op med 2 patruljer Ørne og Hjorte. Senere kom der også patruljer til i Hornum og Hyrup. Vores første sommerlejer gik til Svejbæk ved Julsø en lille by i det jyske Søhøjland. Byen lå på jernbanestrækningen mellem Århus, Silkeborg og Skjern. Vi lå på en meget skrånende mark nord for jernbanesporet, der bugtede sig langs bredden af Julsø, o g vi var ved at flyde ned på dette, da vi oplevede nogle voldsomme regnskyl, mens vi lå der. Vores soveposer bestod af 2 sammen rullede tæpper med et lagner imellem. Teltene var gamle bomuldstelte, hvor vandet løb ned af indersiden hvis vi kom til at røre ved telt dugen, når det regnede. Der var ingen underlag. Men udsigten var formidabel, for på den anden side af søen knejsede det karakteristiske firkantede tårn på det skovklædte Himmelbjerg. Spejder livet var for os ikke en kunstig og vanskelig sport, som vi var gået ind i, men en glad befriende leg. Udstyret vi havde, var gammelt og slidt, nyt var der ikke råd til at købe, hvis man i det hele taget kunne skaffe noget, 2. Vi følte os veltilpas mellem ligesindede. Vi var spejdere i den modtagelige alder, der hvor vi var mest lærernemme, og hvor oplevelser gør størst indtryk. Og nogle af de største oplevelser jeg har haft som ungt menneske, har jeg haft som spejder. Da jeg i 1951 var på jamboree i Grenå, var vi på en nat tæve øvelse. Vi var vel godt 8. Vi blev den nat delt op i to hold, et rødt og et blåt hold. Alle blev forsynet med en arm snore af uldgarn svarende til holdfarven. Vi blev fordelt over et større område, og så gjaldt det om, på tilbagevejen til lejeren, at tilkæmpe sig så mange uldsnore fra det modsatte hold som muligt. Jeg husker ikke hvor mange snore, vi fik tilkæmpet os, eller om det var rød eller blå hold der vandt. Men det jeg husker fra den nat er , at vi på et tidspunkt skulle passere en stor skovmose. Den blev lyste op i sommer natten af myriader af små grønne lys, det var som om mælkevejen var faldet ned i mosen. Men det var hun Sankt Hans ormen, der med sit lys prøvede at lokke hannen til en parring. Hunnen er vingeløs og stoler på, at hannen nok skal finde hende. Sankt Hans ormen er faktisk ikke en orm, men en bille, der er i familie med ildfluen, der lever i troperne, men det er en hel anden historie om ildfluen, den fløj op i røv… bagdelen på en krudt ugle. Ja, det gav en pokkers ballade. Set med vores øjne var alt overvældende på denne lejer. Den lå på et sandet stykke jord syd for byen ud til Kattegat. Og telt pløkkerne havde svært ved at holde teltene oprejst, især når det blæste en smule. Jeg husker, at latrinerne var enorme, de lignede voldanlægget ved Fredericia, men det var sikkert med velberådet hu, at de var overdimensioneret. Oven på udgravningen var der bygget små aflukker af rafter, der var beklædt med hessian, man sad så på en langsgående rafte, når man forrettede sin nødtørft ned i den mægtige store grav. Inddækningen med hessian i små kabiner gjorde, at man sad nogenlunde ugenert, når man forrettede sin nødtørft. Efter ganske få dage havde alle 8. De hygiejniske forhold var sikkert efter datidens forhold i top. Det var før køleskabets tid, godt nok havde man isskabe, hvor man med store isblokke holdt letfordærvelige varer afkølet. Men det hakkede oksekød, der satte lavinen i gang havde sikkert haft en tanke. Og så vidt jeg husker, var sommeren 1951 meget varm. Der gik kun kort tid, så var latrin graven fyldt op. Patruljeføreren var en stor grov person, der sikkert havde behov for en masse mad, og han gik da også stærkt til de rødstegte bøffer, der var lavet af det inficerede kød, hvilket indebar, at han efter måltidet opholdt sig en del på latrinet. Vi var et par stykker, vi havde en plan. Vi fortalte historien vidt og bredt i troppen, og til dem der gad at høre den. Og han blev gjort godt til nar. Lejerchefen i Grenå var kongen af Rold skov Jens Hvass, en spejder med stort S, det var for resten ham der opfandt jamboretten, og utallige er de lejre han har afholdt i Rold skov. Han var en institution i dansk spejderbevægelsen. En anden navnkundig person i lejeren var Frode Kristoffersen, dengang journalistelev på Jyske Vestkysten, han var jouanalist på lejeravisen. Ham behøver jeg vel ikke at præsenter nærmere, han er vel stadig kendt i vide kredse fra sin tid i fjernsynet. Og selvfølgelig kom Kong Frederik den 9. Lejeren var umiddelbart efter krigen, og på det tidspunkt var alt engelsk uovertruffen, og alt tysk var noget man væmmedes ved. Det var kun seks år efter krigen, og rationeringen af forskellige varer var lige ophørt. Ja, det var helt i tidens ånd, at vi i lejren fik besøg af John Skimmer Wilson. Der var Baden Powells nære ven og afløser. Det var den afdeling, der koordinerede al nedkastning af våben, personel og ammunition til frihedsbevægelsen i Norge og Danmark. Han blev med det samme vores idol, for ham kunne vi identificere os med, han var en af vores, han var en hel anden type end de grønne officererne fra værnemagten, der havde huseret i landet kun få år tidligere, de der havde gjort vores tilværelse utåligt og usikkert. John Skimmer skrev senere bogen Scouting Round the Wold, og bestred stillingen som direktør for det internationale spejder bureau. I min tid som spejder foregik mange af vores ture syd, vest og nord for Horsens. Min spejdertid lå fra sidst i fyrrende og til midten af halvtredserne, en periode hvor familierne ikke havde mange penge at rutte med. Utallige er de ture vi var på, men den tilbagevendende årlige begivenhedsrige tur var divisions-turneringen i St. Selvom jeg sikkert kun har deltaget i en 5 — 6 stykker, fylder de meget i min erindring. En jeg vil jeg nævne her er divisionsturneringe syd for Gl. Ry, på et område tilhørende Vissinggård. Gårdens ejer eller nærmere godsejeren på det tidspunkt, var den i spejderkredse godt kendte person Ole Ebbe Andersen bare kaldet OE. På noget af Vissinggaards jorde fandtes rester af en boplads fra Gudenåkulturen, som kunne dateret tilbage til 6000 år før Kr. En af opgaverne på lejeren var, at udgrave et mindre område, og vi fandt bl. OE skænkede senere de 5 til 10 ha. Og OE frede samtidig et større skov stykke samme år af Vissinggård jorde. Han døde i 1974. Sidst jeg havde kontakt med ham, var i 1967 i forbindelse med en sommerlejer i området. Den sommer lejer foregik med 1. Dueholm Trop, i hvilken jeg på det tidspunkt var tropsleder. OE omgav sig med et lidet flatterende rygte grundet sin nazistiske fortid. Onde tunger talte om, at han kun testementerede naturstykket, for at købe aflad og for at komme ind i varmen igen. I de lyngklædte bakker var der en del hugorme, og jeg husker, at OE i sin velkomst tale til os, lovede os 5 kr. Dusøren var efter datiden forhold en fyrstelig betaling. Jeg nedlagde et eksemplar. Det var på hiken, vi skulle forcere en stejl skrænt, og der lå den, jeg fik den aflivet med patruljestanderen. Det var ret almindeligt, at vi drenge dengang dræbte alle de hugorme vi stødte på, voksne gjorde det såmænd også. Som barn kendte jeg en ældre mand, der skar et hak i sin spadserestok, hver gang han havde dræbt en hugorm. Han havde over 50 hakker i sin stok. Hugormen var meget efterstræbt, og der var mange myter omkring dens farlighed og færden. Man gav den overnaturlige evner ved, at man i gammel tid placere den døde orm under trappestenen i nybyggede huse, så mente man, at huset var beskyttet mod lynnedslag, sikkert grundet zig zag striben den har på ryggen. Og som spejder lærte vi de mest dramatiske metoder til behandling af hugormebid, så som mundudsugning af giten i hugsåret, afsnørring af det bidte lem for standsning af blodstrømmen, så giften ikke spredte sig i hele kroppen, eller udbrænding af såret så giften blev brændt væk. Heroiske og smertefulde metoder, der var langt farligere for patient og sikkert også for behandleren, over for de sølle 20 til 30 milligram gift som et bid indeholder, men stort nok til at dræbe en mus, en frø eller en tudse, men ikke et menneske, der skal mindst den dobbelte portion hertil. Dog kan visse personer være stærkt overfølsom overfor giften, ligesom man kan være overfølsomme over for et bistik. Men det viste vi ikke dengang, jeg fik altid den største gang skæld ud af min far, hver gang jeg havde dræbt et eksemplar, for han var verdens største humanist. Dengang forstod jeg det ikke, men det gør jeg i dag. Hugorme er sjældne i naturen bl. Sidst jeg så et eksemplar i Danmark var for ca. Den var sikkert lige kommet frem fra sit vinterdvale, og var stadig meget sløv og utilpasset. Sidst jeg mødte en, er kun for ganske få år siden ved Christianstad i Sydsverige, vi var taget derover for at plukke blåbær, og så lå den der pludselig mellem planterne. I dag kan ærgre det mig , at jeg har en del af dem på samvittigheden, for hugorme flygter hellere end at angribe, og hvorfor i det hele taget slå dette pragtfulde og særprægede dyr ihjel? Jeg har indtage samme indstilling som min far havde, men dengang var mentaliteten anderledes hos de fleste mennesker, undtagen hos humanister. I begyndelsen af halvtredserne fik vi en ny tropsfører, han hed Jørgen Pedersen. Han blev ansat som hjælpe pædagog på drengehjemmet Kildebjerget, der lå midt mellem Stouby og Sanatoriet. Han fik rigtig sat gang i troppen, han kom fra Helsingør området. Som jeg før har fortalt, kom vi ofte hos OE på Vissinggaard ved gammel Ry. Vores tropsfører Jørgen Petersen, fik lavet en aftale med OE, der gik ud på at vi måtte komme i Pinsen, selvom det var en tradition at 2. Århus Trop, havde hele området for sig selv. Det blev samtidig aftalt, at 2. Århus ikke måtte vide, at vi var i området, vi skulle gøre os usynlige og måtte ikke give os tilkende, men samtidig skulle vi gerere dem, så de mærkede, at de ikke var alene. Vi indøvede forskellige ting bl. Vi observerede dem de første dage, og den sidste nat gik vi i aktion Der skulle bruges 6 mand til at fjerne et telt. En i hvert hjørne samt en ved hver teltstang. Da vi var en forholdsvis lille trop havde vi kun mandskab til at fjerne 3 telte. Det gik forholdsvis let. Selvom vi havde haft posteret vagter ved teltene, der skulle følge med i hvornår alle sov. Ved Nedenskov sø lå et par robåde. Samt en båd med skovlhjul, der kunne drives frem med skovlene. I den ene blev teltene og det udstyr, vi kunne bærer, lagt, og den blev sejlet ud midt på søen og forankret der, sammen med skovlhjuls båden, den anden båd brugte vi til at komme tilbage til bredden. Årene fra den båd blev godt gemt i krattet. I området er en bjælke hytte, der hedder Moshytten, den var bygget i 1924 af Københavner spejdere. I den sov Rovere fra 2. De skulle også ilemineres, så døren skulle blokeres, hvilket ikke var særlig svært, da den lukkede udad. Men hytten var forbundet med en underjordisk tunnel, der endte med en lem i hyttens gulv. Denne flugtvej skulle også blokeres. Det hele skulle foregå samtidig med fjernelse af teltene. Der blev stationeret 4 spejdere ved hytten, døren blev blokeret med store træstammer. Og man var parate med blå kanonslag og røgbomber, for at forhindre, at Roverne flygtede gennem tunellen. Roverne opdagede ikke, at vi havde overfaldet patruljerne og fjernet deres telte. De dovne hunde, de bare sov. Så pludselig havde vi masser af tid, til at tage sig af dem Der blev tændt en røgbombe under gulvlemmen, der ikke var hel tæt, samt smidt en bombe ned igennem skorstenen. Sove det skulle de i hvert fald ikke. Festfyrværkeri, ja det var den gang, det var tilladt at skyde krudt af med knald i. Alt gik forholdsvis hurtigt, og jeg tvivler på, at dem fra 2. Århus i det hele opdagede hvad der skete, bortset fra ham der kom med en bemærkning, da vi fjernede teltet, men han har måske talt i søvne? Men Roverne fik det glatte lag. Aktionen var overstået i løbet af en lille time, og vi søgte tilbage til vores overnatningssted i hønsehuset hos hønselopperne, mens spejder og rovere fra 2. Dagen efter var det vores afrejsedag og troppen blev samlet af OE. Uglen, tegnet på klogskab, stod i mange år i vores tropslokalet i Ydings købmandsgård i Bråskov, men da 1. Hornsyld Trop er nedlagt for mange år siden, ved jeg ikke hvor trofæet befinder sig i dag. Tidligere i mine spejder erindringsskriveri har jeg nævnt, at OE og hans hustru Tutte , skænkede området omkring Moshytten til Det Danske Spejderkorps nærmere Ejer Bavnehøj Division, der nu hedder Horse Division. I området er der i dag en fast etableret lejerplads kaldes OE pladsen, mest kendt og benyttet af jyske spejder, første gang benyttet i 1953 på den af mig tideligere beskrevne Divisionsturnering. Nord for lejerpladsen ligger Nedenskov sø, hvor vandet er noget af det reneste og klareste, jeg har set, og hvor det er tilladt at bade. Ikke ret langt fra stationsbyen Laven ligger halvøen Dynæs i Julsø. Det Dynæs er mest kendt for er, at forfatteren Johan Skjoldborg ejede det husmandssted, der lå på halvøen, fra omkring begyndelsen af 1900 tallet. Johan Skjoldborg var husmændenes digter og forfatter, og i den periode han boede der, blev husmandshjemmet et folkeligt samlingssted. Vi havde på turen ikke telte med, men sov i et gammelt hønsehus. Den rødmalet trælade lå på højre side, lige før man kom til selve badehotellet. Træladen brugte badehotellet, når de holdt dansanter og høstfester. Der var loppemarked, skydetelt, æbleskivebadning og alt hvad der kunne lokke penge ud af forældrene. Overskuddet blev brugt til at købe telte, gryder, pander og udstyr til troppen. Lige hvad den trængte til. Turen til Dynæs var et vendepunkt i min spejdertid, på den blev jeg udnævnt til patruljefører. Jeg sprang patruljeassistent tiden over, og gik fra menig spejder til fører. Det tror jeg aldrig han tilgav mig dette spring. Efter at Jørgen havde udnævnt mig, udfordrede han mig, han mente åbenbart, at det var noget der skulle afgøres i et slagsmål på et græsstykke uden for hønsehuset. Han var som sin broder stor, og utrolig langsom og ikke særlig adræt. Den batalje vandt jeg, og det kom aldrig mere, til et slagsmål mellem ham og jeg. Men rigtige venner for livet det blev vi aldrig. Pussigt nok er det ikke eneste gang, jeg er sprunget et led over ved en udnævnelse. Vi var i gang med at tage 1. Den eksistere vist ikke mere. Prøven indebar blandt andet, at vi skulle gå 10- 20 kilometer alene om natten i ukendt terræn. Vores tropsfører havde lavet en rute, der gik igennem en større gran plantage, hvor der var så mørkt, at for at kunne orientere sig og blive på vejen, skulle man se op mod himlen og følge åbningen i trækronen. Det var lidt af en rystende oplevelse, når man bare er 13 år. Hjertet bankede vildt hele turen, og de underlige lyde der kom ud af skoven under vandringen, bevirkede at hånden det meste af tiden befandt sig på dolke skæftet. Men hvor følte man sig sej, da man havde gennemført ruten. Området på nordsiden af Julsø med Svejbæk, Laven og Dynæs, er interessante steder. Ikke nok med at Johan Skjoldborg boede i området, det gjorde også en anden dansk digte, Nis Pedersen boede sine sidste år i Laven. Jørgen og jeg havde mange personlige ture sammen, og vores venskab var tæt. Da han var turistchef købte han en ældre motorbåd, og vi sejlede ofte en tur på Horsens fjord sammen. Jeg husker blandt andet en tur til Snaptun, en sommer nat i august, hvor vandet vi sejlede i blev oplyst af morild, og skibsskruens rotation trak et overnaturligt blågrøn lys efter båden. Da vi ankom til Snaptun fandt vi os et strandstykke, hvor vi kunne bade i sommernatten. Den oplevelse at svømme i det fluorescerende vand, en oplevelse, jeg ikke ville være foruden. Morilds effekten stimoleres af bevægelse i vandet, så når man i svømmetag bevæger arme og ben kommer det fantastiske lys, eller når man tager en håndfuld havvand, og lader det løbe ud af hånden, minder det om, at man hælder flydende metal ud i fjorden. Lyset der fremkommer under mordlid er en kemisk proces, der opstå i hav alger, der driver rundt, de tager næring fra vandet og fra solen. Algerne trives særligt godt når vandtemperaturen nærmere sig de 20 grader, og ild lyset bliver særlig kraftig, når alge mængden er størst. Det er sjældent jeg har nævnt personer ved navn i mine skriverier, men en undtagelse har jeg gjort med Jørgen Pedersen -vores tropsfører. Han startede som pædagog medhjælper på Kildebjerget, men sagde på et tidspunkt sin stilling op her, og blev turistchef i Horsens. Turistkontoret lå overfor jernbanestationen, her besøgte jeg ham ofte, når jeg gik fra skole, og ventede på at rutebilen skulle kører os hjem. Vi fik et nært venskabeligt forhold til hinanden. Efter nogle år som turistchef, oprettede han et privat rejsebureau i Kattesundet ved torvet. Hvor mange år han havde dette, husker jeg ikke, men jeg tror han afhændede det, efter jeg forlod byen i 1955. Derefter emigrerede han til Canada, og forbindelsen blev definitivt afbrudt. Da Jørgen Pedersen kom til Kildebjerget, kom han fra Espegærde, hvad han lavede der eller arbejde med, fik vi aldrig og vide, men vi viste, at han havde haft en del med spejderbevægelsen at gøre. Han var ikke videre oplysende om sin fortid, men han havde nogle fantastiske ideer, og dem var vi dybt fascineret af, og vi var i stand til at gå igennem ild og vand for hans skyld. Jørgen havde en sort Ford Angelia model 48 eller 49, det var den der havde træbund. Da jeg blev forhindret i at komme med på en lejertur til Sverrig på grund af sygdom, inviterede han mig en tur derover, hvor vi kørte i hans Ford. Lige før Roskilde blev vi ramt overfladisk af en anden bil i bagenden, bilen måtte på værksten. Jørgen turde ikke kører længere med skaden, og vi overnattede på hotel i Roskilde i et dobbelt værelse. Dagen efter kørte vi videre, og boede hos familie eller bekendte i Espegærde. Det var her hos dem, jeg så dansk fjernsyn for første gang. Københavns området var det, der først blev dækket af TV der i blandt Nordsjælland. Jeg havde en broder, der sidst i fyrrene blev uddannet maskinarbejder hos Sigurt Steenhøj i Barrit, han var i halvtredserne flyttet til Helsingør og havde fået arbejde på skibsværftet. Jørgen og jeg fangede han ved værftsporten ved fyraften, og vi fik en god snak. Dagen efter to vi til Sverige, og var ude og klatre på Kullen. Turen hjem kan jeg ikke erindre noget om, der har tilsyneladende ikke været noget exceptionelt. Da vi mødte min broder ved værftsporten, var der en af min broders kollegaer, der genkendte Jørgen, og havde set os sammen. Han havde forhørt min broder om, hvor vi kendte Jørgen fra, og min broder havde fortalt, at Jørgen var hans lille broders tropsfører. Han havde så fortalt, at Jørgen var blevet beskyldt for pædofili, hvorefter han havde forladt Helsingørområdet. Min broder telefoneret en aften til min far, og fortalt den historien han havde fået af kollegaen. Den weekend var vi på tur til Ullerup hus eller Det hemmelige Hus, som vi kaldte det. Der fortælles, at min far var dybt rystet over de oplysninger, men jeg tror ikke han viste, hvor vi befandt os den nat. Hvad jeg lavede, gik han ikke særligt meget op i. Da vi kom hjem fra turen blev jeg selvfølgelig afhørt på kryds og tværs, men kunne ikke andet end bekræfte Jørgens reelle hensigter og omgang med os. Jeg ved, at min far også kontaktede de andre spejder forælder, og satte dem ind i de beskyldninger, der var blevet fremsat. Alle spejder frikendte ham. Og vi fortsatte det gode spejderliv. Når jeg i dag tænker tilbage på alle de situationer, hvor ham og jeg har stået i meget åbne forhold, hvor vi har sovet eller badet sammen. Hvis han havde pædofile tendenser, skjulte han dem i hvert fald ekstra godt. Han rørte aldrig nogen af os. Og pludselig forlod han Horsens, hvor han bl. Han emigrerede til Canada, og vores ungdoms idol forsvandt for stedse. I 1955 begyndte jeg at sejle, og jeg forlod Vejlefjord. Og min spejdertid sluttede. I 1965 flyttede jeg og min familie fra København til Nykøbing Mors, jeg havde fået et job på en DSB færgen, der sejlede mellem Nykøbing Mors og Glyngøre. Familien bestod nu af min hustru og 3 drenge på 4 og 2½ år samt den mindste på 3 måneder. Hvor fra man vidste, at jeg var gammel spejder, ved jeg ikke, men pludselig stod et par personer fra 1. Dueholm trop ved vores hoveddør. Det var Christiani og Årup og de fortalte, at de godt kunne bruge mig. Og der gik ikke længe, så var jeg tropsleder. Troppen var stor på ca. Det hele var delt op med forskellige ledere, så overordnet tog jeg mig af patruljerne. Da jeg var spejder tænkte jeg tit på, hvor kedeligt det måtte være at være rover eller leder, jeg befandt mig så godt der, at alt andet kunne være ligegyldigt. Men da jeg blev tropsleder, var der andre parameter, der gjaldt, og værdigrundlaget blev et andet. Pludselig blev det fantastisk at komme tilbage til et rygende lejerbål, et klamt telt, våde sko og sokker og hvad man ellers kunne komme ud for. Jeg var blevet ældre, og pludselig var der andre oplevelser, der havde værdi. Man havde i 1. Dueholmtrop, noget tid før jeg kom i troppen ca. Endvidere lå der i et lille skovstykke, på den anden side af vejen en bjælkehytte, som roverne havde bygget af gamle telefonpæle. Med sans for det bekvemmelige, brugte de den til overnatning. Der er et eller andet magisk ved de rovere, så snart de kommer op på dette trin, kan de ikke længere sove i telt. Så bygger de en hytte. Det var med den trop, jeg 1968 jeg fik arrangeret en sommer lejer på Vissing gård hos OE. Drengene cyklede der til, med en overnatning hos en gildebroder i Kjellerup. Selvom det var et godt stykke tid efter krigen, var deres cykler og dæk så dårlige, at vi tog toget hjem til Nykøbing Mors, da lejeren var slut. Min oplevelse var, at deres cykeler punkterede hele tiden, og var der ikke det ene i vejen med cyklerne, så var der noget andet. Og fulgte efter dem med en del udstyr og sammen med vores syv året søn Michael. I Kjellerup rejste vi telte i en have ud til markene, og bilen blev parkeret i markskellet. Næste morgen var den væk, jeg ringede til politiet, men inden de nåede at rykke ud, var bilen på plads igen samme sted. Jeg ved ikke hvor mange spejdere, der skal til at bære en Fiat 500, men det gjorde de, de havde båret den væk fra stedet og skjult den i en høstak på marken. Men frem til vores sommerlejer kom vi. Vi rejste vores telte på den lyngklædte bakke sønden for Nederskov sø. Vi fik hilst på OE, der nu var kommet godt op til års. Jeg havde en aftale med klanen i troppen, at de dukkede op nogle dage efter os, og indlogerede sig i Mos hytten, uden at det blev bemærket af patruljerne, samtidig havde vi en aftale om, at de om natten gerne måtte chikanere spejderne uden at give sig til kende, men sådan at de følte, at der var andre i området end dem selv. Herefter skulle de afprøvede spejdernes evne, til at forhandle deres kammerater fri, samtidig fik afprøvet deres solidaritet overfor i fangetagerne og kammeraterne. Den sidste aften havde vi fælles lejer bål nede ved søen. Mange weekends lejre havde i Legind Bjerge eller i grusgraven ved Vils. Grusgravs kanterne var gode til at bygge bageovne i, og som regel arrangerede vi Sankt Hans bål for byen i gusgraven. Der kunne vi få heksen til, fra toppen af skrænten på en wire, at glide ud over det brændende bål. Det så så ud som om heksen kom ridende mod sit endelig. Da de endelig havde fået fanget dyrene,aflivet dem, og plukket dem for fjer, skåret dem op og renset dem for indmad, stegt dem, og fortæret dem med stor velbehag, da var legen pludselig blevet meget sjovere, det var den slet ikke i begyndelsen. Men sjældent har jeg bagefter haft så mange irriterende forældre i telefonen, mest kvinder, med skideballer samt trusler om udmeldelser. De der deltog i turen talte i lang tid om, at det havde været en af de bedste ture de nogensinde havde deltaget i, og den stemning blandt spejderne gjorde, at forældrene trusler forblev tomme. Dengang blev det ligesom legaliseret ukyndiges aflivning af mindre husdyr, og fortære det bagefter. Georgs Gilder i Nykøbing Mors på Cafe Nygade, stedet hvor de på daværende tidspunkt holdt deres møder. Georgs Gilderne er en forening af gamle spejdere. Før optagelsen blev der nedsat et proponerings udvalg. Ja det var dengang der skulle proponeres for et nyt medlem, det skal der ikke mere, Landsgildet har annulleret den ordning. Jeg deltog i forskellige divisions møder i Klitmøller, hvor divisionschefen var fra, han var Gilwell spejder og fisker og han gjorde et dybt indtryk på mig, og han fik mig overtalt til at gå i gang med Gilwell uddannelse, men umiddelbart efter forlod vi byen. I 1969 forlod vi Nykøbing Mors og flyttede til Rødbyhavn, her deltog jeg i nogle ganske få spejde ture, og undervist Kong Rings medlemmer blandt andet i tovværks arbejde og knob samt orientering. Jeg blev overført til Sct. Georgs Gildet i Rødby, og optaget i Rødby Gildet i oktober måned. De næste 25 år lavede jeg, eller var primus motor i konstruktion af det årlige Økseløb. Tre år i træk blev Økseløbet af holdt som et weekends lejer på Krågeruplund. På de lejre blev ideerne rigtig sat i værk, der var det år vor vi i slutning af lejerbålet, der altid blev afholdt om lørdagen, kørte en politi bil ind på bålpladsen med udrykning, og ud af bilen steg 2 uniformerede politifolk, der bekendt gjorde, at man havde fået underretning om, at der i nat ville forekomme smuler aktivitet på nordkysten af Lolland ud for Krågeruplund. Da politiet viste, at vi var i området og skulle have natløb, bad de spejderne om at holde skarp udkig efter smulerne, og såfremt de bemærkede noget usædvanlig skulle de videregive meldingen til posterne på natløbet. Politibilen var en rigtig politibil og chaufføren var politimand, der var medlem af Sct. På vej tilbage til Rødbyhavn for at aflevere bilen, mødte de en spøgelsesbilist på motorvejen. Som de ikke kunne stille noget op med. Dette senarie, der var foregået en sommeraften ved 22 tiden havde givet spejderne uro i kroppen, og nogle var bange for at gå ud i sommernatten. De forskellige poster var placeret, og et gildemedlem der i det civile var tolder, blev selvfølgelig placeret ved kysten. Jeg selv var den mystiske forvirrede mand, med sommerfuglenet og paraply som grupperne kun så som en skygge, der forsvandt når han blev opdaget eller kontaktet. Inden spejderne begyndte på løbet, fik patruljerne og vide, at når løbet var slut skulle de berette om de mærkeligheder og hændelser, de havde været ude for i natten. Optakten til natløbet gik der i mange år rygter om, som det mest uhyggelige og spændende spejderne havde været ude for. Godt Rigspolitiet ikke kender denne historie? På vores økseløb eller økseløbs weekend deltog der altid spejdere fra Brandstrup KFUK og M, Kong Ring fra Rødby og fra Aztekerne fra Holeby. På sidste økseløbs weekend blev vi kritiseret sønder og sammen af formanden fra Aztekerne, selvom han ikke havde deltaget i selve weekends arrangementet, følte han, at vi havde snydt dem i Holeby, og havde valgt en patrulje fra Kong Ring som vinder. Formanden for Aztekerne et forsmået byrådsmedlem havde talt, og vi stoppede med den slags eksperimenter. Sikkert havde tropslederen fra Aztekerne en del af skylden, han troede, at han var guds gave til spejderbevægelsen. Og i øvrigt var det første og sidste gang han deltog i vores økseløb. På hver lejer var der et gennemgående tema, som vi tog under behandling, et år var der milebrænding af lertøj, og et andet var helligede den ædle kunst at lave mad over bål, blandt andet at stege salt indbagte kyllinger, hvor skroget var fyldt med bynke. Jeg skrev sangen til den, der blev afholdt 1988. Korpset det evigt besår. Hurra for dem, der vil følges med mig. Hurra for Sydhav, for vi er de blå. Hurra for store og små. Se spejder ven - vi har bygget en bro, tøm'ret dertil er fra viljernes tro, og liljens nordpil, den har os ledt. Spejderven -: Vær beredt! Hurra for os - vi er nu på vej. Hurra for dem der vil følges med mig. Hurra for Sydhav, for vi er de blå. Hurra for store og små. Kom spejderven - lad os tænde et bål, lad os her kæmpe frem mod vort mål, luge en verden for ukrudt og rod. Vise vor styrke og mod. Hurra for os - vi er nu på vej. Hurra for dem der vil følges med mig. Hurra for Sydhav, for vi er de blå. Hurra for store og små. På Jamboretten i 2008, der blev afholdt ved Næsby strand, havde jeg den opgave, at undervise i alt der havde med knob, og splejsning og gøre. Dem der deltog i min gruppe kunne vælg at lærer knob, og jeg havde lavet tavler, hvor 25 stk. Der blev lavet kort- og langsplejsning, og alle skulle lærer at binde et 3 slået tyrkisk pynteknob, der kan bruges som tørklæde ring. Det var meningen at gruppen der planlagde lejerne, ville have mig til at undervise spejderne i hvordan man opbyggede en reberbane, og på den lavede tovværk, men det var svært at skaffe nok sisal, eller høstbinde garn til at producere tovværket med. Jeg følte også, at jeg havde for lidt tid til at sætte mig ind i opgaven. I min tid som gildebroder i Rødby Gildet har jeg påtaget mig mange opgaver udover at lave økseløbet, blandt andet var jeg gildemester i vel nok i 14 år over en 3 året perioder,første gang fra 1973 til 1976. Vi var det første gilde, der tog fredslyset, til Lolland Falster. Dengang det blev kørt med tog fra Østrig og overført med færgen på Rødby Fehmarn overfarten. De første år hentede jeg det hos 2. Vi tog det herned, og det nåede at brænde mange steder, indtil myndighederne forbød åben ild i kirkerne. I begyndelsen af det tyvende århundrede blev jeg koordinator for Dansk Flygtningehjælp, der foregik i Gilde regi. Jeg kørte det i ca. I oktober 1969 blev jeg optaget i Sct. Georgs Gildet i Rødby, og jeg blev efter Rødby Gildets nedlæggelse i april 2015, overført til Maribo Gildet med optagelse den 18 november 2015. Til lands arrangement for landsgildet i firserne skrev jeg en sang, som jeg tilegnede gilderne i Danmark. Melodi: Vi er børn af sol og sommer. Se en lilje jorden bryder, og den blomster for vor fod. Om den blomst - der må vi værne, gøde den med indre kraft, gi' den grobund i det fjerne. Dette mål har dansken haft. Hil vort flag - højt vi det bære, på en stage er det sat. Dannebrog vi vil dig ære, som nationens samlingsskat. Se vort flag i hallen vajrer. Som symbol på gildets sag. Dannebrog med dig vi sejrer, hver en time - hvert en dag. Lad os varme os ved flammen, fra de lys på hallens bord. Lad os styrke os tilsammen, lad os holde løftets ord. For det løfte til er blevet, i den rette gilde ånd, det som ledetråd er skrevet. Ræk mig bror din venstre hånd. Rent og skarpt skal sværet være. Når vi stå på væbner vagt. Fældes vil vi kun med ære, i en kamp mod ondes magt. Rejs dig bror - og slut en kæde, om det mål som vi har sat. Styrk dit sind - udvis din glæde, på vor væbner vagt i nat. Selvom flammerne forsvinder, så går gløden aldrig ud. Tak til danske mænd og kvinder, at de gav os gildets bud. Ja - I gav os vores lilje, tak - til jer på denne dag. Stor og ædel var jer vilje, for den blev en verdens sag. Hil Helge Lund Rødby.
Giv besked om nye indlæg via e-mail. Vi havde en leg som gik ud på at en af os ledere skulle stå på toppen af en dakota bakke, og så skulle en gruppe af børnene forsøge at vælte os ned, reglen var at hvis man kom ned på ryggen var man død. Han var helt vild og hans pik stod igen med fuld rejsning. Vi sad sådan og talte i flere timer. Den ene lystrer mig af lyst, den anden lystrer mig af frygt. Nord for lejerpladsen ligger Nedenskov sø, hvor vandet er noget af det reneste og klareste, jeg har set, og hvor det er tilladt at met. Oven på udgravningen var der bygget små aflukker af rafter, der var beklædt med hessian, man sad så på en langsgående rafte, når man forrettede sin nødtørft ned i den mægtige store grav. En lille dråbe pre-sperm løber fra min… Jeg begyndte stille at slik hendes godt våde fisse, jeg fik hurtigt stukket to fingere op, som jeg begyndte at ryk ind og ud, simones små støn, blev hurtigere… Den gamle fyr pulsede på cigaretten, og satte gløden ned på de dejlige bryster. Svømning, gymnastik, dans og ridning er prøvet. Man gav den overnaturlige evner ved, at man i gammel tid placere den døde orm under trappestenen i nybyggede huse, så mente man, at huset var beskyttet mod lynnedslag, sikkert grundet zig zag striben den har på ryggen. Det gik forholdsvis let. Som resistance på gildets sag.
